Husk også at skipper Allan tillige skriver rejseberetninger på Avalons hjemmeside (Han omtaler dog Krabben som Bo). Der er også et galleri.

1. December - Kap Verde (Mendelo) - Babados (Bridge town) Så kom dagen hvor vi begiver os ud på det lange stræk over atlanten. En tur på 2028 sømil. Inden afgang har vi på Avalon vædet om hvornår vi vil være fremme. 4 små sedler med hver vores bud bliver låst ind i skibets pengeskab. Ud fra vores viden om fart og distance vil et kvalificeret bud være omkring 15-19 døgn. Vi er godt 10 både der stikker af denne lørdag d. 1/12-07. Der høres megen trutten fra tågehornene. Det er kotymme at trutte i tågehornene fra de andre både, når en båd begiver sig ud på et atlanterhavskryds. Et signal om god vind, og god tur. Godt trætte, og med en smulle tømmermænd efter dagen derpå, lister vi ud af bugten lidt forsinket i forhold til den planlagte afgang. En hvis person havde svært ved at finde sin egen køje natten før, og kom først daskene tilbage på skibet op ad formidagen.   Det første døgn havde vi meget rodet sø, nogle ind agten fra, og andre ind tværs. Hvilket gjorde vi rullede vanvittigt meget. Tingene nede i læ blev kastet fra side til side. Vores landben var endnu ikke blevet til søben, så det kostede nogle knups hist og her, specielt den ældre del af besætningen fik at mærke hvad der sker hvis du ikke hele tiden har en hånd til skibet. Der går lige et par dage inden de forskellige ting har fundet deres rette plads, og det samme gælder besætningen, så der blev tømt nogle mavesække ud over rælingen de første døgn. De første 3 døgn har vi mellem 9-14 sek/m. Solen skinder det meste dagen, kun enkelte skyer forhindrer solen i at skinne på vores solpaneler som er en vigtig strømkilde for os turen over. Der er nu kommet mere system i søerne, og vi har vendet os til bådens konstanten rullen. Hele tiden en hånd på skibet for undgå et pludselig styrt. Madlavning er en kunst i sig selv at udføre under disse forhold, ja stort set alt er besværligt når vi ruller, med vind og sø ind agten. Jeg købte 40 meter stålwire i Mendelo. Tanken er at sætte wiren direkte på en klampe med en stor wobler i den anden ende. Jeg er træt og ireteret over de mange store fisk jeg har mistet under vejs. Wireren var lige det der skulle til, på 3 dagen ville jeg prøve det af, og efter 6-7 timer var der hug. Med klude på hænderne træk Ole en 26 kg stor "spansk makral" ind, hurtigt blev den filiteret(11. kg rent kød) og lagt på køl. Efter ha holdt pause med fiskeriet med wireren i et par dage, sætter vi den ud igen. En 10-12 kg. tun bider på krogen, og vores fryser er igen spækket med frisk kød. De almindelige fiskestænger fisker stadig, og det gir ca. 2 fisk i døgnet på mellem 2 og 5 kg.

De første 3-4 døgn er gået næsten godt. Når jeg siger næsten er det fordi Leif det fjols havde glemt at lukke for vandhannen på toiletet, heldigvis blev det opdaget i tide inden hele ferskvandbeholdningen var skyllet i havet. Der var prop i håndvasken så vandet løb over og ud på bordpladen, ned i skabet og tilindtegjorde 16 ruller lokums papir. Jeg ved godt hvem der kommer til at vaske sig i røven med saltvand hvis vi får mangel på lokums papir.
Og mere næsten godt, , , fordi vores genua er sat ud af drift. Natten til 4 døgn blæser det op. Den ellers klarer natte himmel med tuind vis af stjerne forsvinder langomt bagfra. Små sorte lavt hængende skyer kommer farende hen over hovedet på os. Med sig har de meget vind. Vinden er steget til 12-16 sek/m. og i stødene op til 18-20 stykker. Vi har spilet en redueret genua ud til bagbord med stage, og har vinden ind agten. En hurtig pludselig vinddrejning og en stor skæv sø, kompineret med en uvågen rorgænger sender spileren i bak med en lang flænge til følge, med store besværligheder for vi suret sejl og stage og sat storen med 3 reb i.

Det er nat, mørket er over os. Så mørkt at jeg ikke kan se stævnen på skibet. Vi sejler uden lanternelys for at spare på strømmen. Et tæt skydække, forhindrer stjernelyset og månelyset i at lyse lidt op i den mørke nat. Kun morildens blinkende lys, som var det en stjernekaster hvis gnister aldrig ophørte, lyser blinkende i vandet. En stor sø brækker over lige ved siden af båden, den kriftige lyd fra søens brækken minder mig om hvor jeg er. Jeg tænder mig en smøg, tar en slurk af kaffen, og sætter mig godt tilrette. Jeg har vagten fra 01-04. Vi er nået halvejs igennem de 2028 sømil og befinder os midt ude på atlanten med 4600 meter vand under kølen, og 1014 sømil til nærmeste land. Nu kan nedtældingen til Babados begynde.
 
Næste dag sker det der ikke må ske, en ufrivillig bomning, sender storen i bak. Da skibet igen er på ret kurs, sendes storen retur med et brag. Stroppen i forliget er sprængt, og 2 slæder er revet ud af sejlet. Vi bjærger sejlet ned, for det nød reperret, og krydser finger for det holder resten af turen over. Ellers har vi kun et lille forsejl til baby staget tilbage, samt en genua, der indtil nu ikke har været mulig at skifte pga. den hårde vind, som sikkert vil gøre skaden på vores revnede genua endnu stører under et sejlskift. Godt vi har priventer på bommen, ellers kunne det ha set langt mere sørgeligt ud. I værste tilfælde kunne riggen være blevet skadet.

Det har nu været overskyet 3 døgn, ikke et solstråle, eller lyset fra en stjerne har kunne trænge ned gennem det tætte skydække. Vinden har svinget mellem 9 og 20 sek/m. og bølgerne har vokset sig store som huse. Med korte mellemrum tømmer de sorte lavthængende skyer deres vandmasser ned over os, samtidig med de fylder vore sejl med en 15-20 sek/m luft lige i rumpen.
Jeg savner solen om dagen og stjernerne om natten. Det konstante mørke vejr sender mine tanker hjem til Danmark, hvor et bad og en seng, samt Magnus står højt på ønskesedlen. Magnus som jeg savner utroligt meget fylder meget i mine tanker.

At sejle så lang tid og så tæt sammen, sætter ens tolorence på overarbejde. Man vil altid få nogle kriser undervejs, nogle stører end andre. Tider hvor alt og alle syntes at være irreterende. Specielt har Leif irreteret mig meget de sidste dage, ikke fordi han gør noget særligt, men måske mangel på samme. Gider ikke komme ind på detalje, for jeg er med garanti også ireterende somme tider. Sådan er det bare, og jeg har hele tiden været klar over at det kunne blive hårdt.
Det er under sådanne omstændigheder, hvor jeg syntes træt af alle, at mine tanker flyver tilbage til det jeg holder af der hjemme. Og igen Magnus, jeg savner ham utroligt meget, og må til tider fælde en lille tårer.

Endelig, , , solen står igen højt på himlen og skinder ned på os, og nattens sorte himmel er skiftet ud med hele stjerneuniverset. Jeg kan side i timevis og betragte de mange stjernerbilleder, og er ved at ha godt styr på dem efterhånden.
Det ligesom vi alle lever lidt op igen. Der bades på fordækket, og dyner og andet fugtigt tøj luftes. Med sig bringer solens stråler glæde, og det er også hvad besætningen igen udstråler efter de mørke døgn vi har faft.
Vi spiser godt på skibet, faktisk rigtig godt. For det første har vi gode råvarer, samt en fryser til at opbevaring. Og det kompineret med en god skibskok, samt gode tips fra ole, som jo er ejer af Bilund kro, bliver det til lækerrier. Feks. Kronehjorte mørbrad, Okse mørbrad, Store kotteletter, gryderetter med diverse urter, Saftige entrecote, og selvfølgelig frisk fisk.
 
Leif elsker mad. Maden skal helst ha været i gennem en blænder først, så han bliver fri for at sætte sine rådne tænder, eller mangel på samme i maden. Han indtager den gerne med hænder og føder på fineste Abe maner, alt i mens han piller sig i ørene, eller de steder der er værere. Intet bliver lævnet, selv hvad der måtte falde på dørken og andre klamme steder bliver samlet op for at ryge direkte ind i hans foloren mund. Talerknen er som nyopvasket når han er færdig, men finger og og ansigt fedtet ind som en babys. Måske det er skylden til at han ikke har været på toiletet i nu. Men her i nat gik der hul på bylden, i 11 dage havde der sidet en prop i hans tarm. Og som jeg ganske rigtig havde forset, ville det komme til afsløring når Leif havde været på toiletet. Lort op af skabene og på skraldespanden hvor toiletpapiret skal ned. Leif er en lang fyr på 63 år, og bærer sig altid kluntet ad. Lige meget hvad han fortager sig, bliver det udført på en meget uheldig/uduelig måde. Det er mig der minder ham om at børste sine tænder, og gør det kun fordi han simpelthen stinker som en råden ko ud af munden, og da jeg deler kahyt med ham stinker der ligeledes hvor jeg skal sove. Underbukser ligeledes, hvis det ikke er fordi jeg er efter ham, ville han rende rundt i de samme underbukser han havde på da han ankom for 2 måneder siden.

Vi har nu sejlet i 12 dage. Dagene går bare, en efter en. Tiden flyver afsted, og jeg føler endnu ikke stor træng til at ha land under føderne. Syntes virkelig om livet til søs. Når ikke jeg har rortørn går tiden med at læse, somme tider expirementere lidt med fiskeriet, eller bare side og kigge ud over havet for at betragte de store bølger der kommer buldrene en efter en i en lang uendelighed. Bare side og opsevere havet alt imens jeg drømmer mig ud i det uvisse.
Vejret er meget skiftende, somme tider regner det, og andre tider skinder solen fra en skyfri himmel. Dog er det hele tiden varmt nok til kun at rende rundt i korte rør, selv om natten sider jeg i korte rør. Vinden svinger mellem 9-20 sek/m. men blæser altid fra øst-nord/øst. Ikke en bølge er ens, sommetider kommer der 3-4 stykker i træk som er dobbelt størelse af de andre, og nogle bølger kommer med dobbelt hastighed af de andre bølger, og så på tværs af de andre bølger. Sådan bølger brækker over og fylder cokpittet med vand, og somme tider ender der en 10 liter nede i Ole`s køje.

Vi har nu 240 mil tilbage, og har i de 14 dage vi har været til søs kun set et stort handelsskib, 2 sejlskibe, en stor flok Delfiner på nok 150 stk, samt skyggen af en stor fisk, 3 forskellige fugle arter, og massere af flyvefisk. En morgen jeg skulle ha vagten, og lige gik på fordækket for at pisse af, talte jeg 18 flyvefisk der lå livløse på dækket. Mange ting er gået i stykker på skibet, det meste kan vi selv reperere, andet må vente til vi når i land. Man siger at der i gennemsnit går 7 ting i stykker i døgnet når man sejler langfart. Det lyder af meget, men det er sandt. Vind, sol og saltvand tærer hårdt på tingene.
Mit sengetøj minder om noget der er blevet vredet op i mad-olie. Sved og salt sammen gør det meget fedtet. Her er meget varmt, og i vores kahyt er der ingen udluftning, så somme tider kan jeg ligge helt stille, og mærke sveden løbe ned af kinderne. Skibet er ved at være godt ulækkert, gamle madrester og andre klamme ting der er blevet tabt på dørken i kampens hede under madlavning, eller rester fra tallerkener der bliver kastet rundt så snart man slipper den ligger spredt i alle kroge og hjørner.
Det nok mest mig der har det lidt svært med der ikke er rent og rydligt, for det er stort set kun mig der praktisere rengøring. Nu er jeg så tæt på at skulle forlade skuden, kun 12 dage tilbage inden jeg tager flyveren hjem til Danmark via London, at jeg ikke gider gøre rent mere. Nu kan skibet sejle sin egen sø!!!!

Så er der 65 mil tilbage til Babados, stemningen er god, og alle sider i kocpittet for at spejde efter land. Vi har åbnet en flake rødvin og snarken går livligt om hvad vi nu forventer os af Babados. En flaske blir til flere, og nu er rommen også kommet frem, det ender med en mindre fest i kockpittet med dans og musik. Da vi er 20 mil fra land får vi øje på den forholdsvisse flade ø, og stemningen er i top. Vi er alle kommet sikkert over dammen, og alle med det gode helbred i behold. Trods de mange skader på båden, har vi haft en god sejlads over dammen.
Mørket er faldet på, og vi er kommet rundt om nord spidsen af Babados. Vi går stik syd ned mod Bridge town. Vi er stærkt optaget af at side og kigge en på øen, som er fuld af lys, da vi ligepludselig har en kraftig protekttør lysende direkte i hovederne. En støre gummibåd ligger pludselig på siden af os, og lyser på os. Den har ikke nogen lanterner tændt, og vi blir en smule forskrækket ind til vi opdager det er kystvagten. De stiller en masse spørgsmål, inden de damper af igen. Et kort øjeblik tænkte jeg på pirater, vi har hørt om en del tilfælde af piraterri undervejs fra andre sejlere der har hørt derom, eller oplevet det på eget skib.
Vi får besked over VHF at vi skal gå i havn for natten, og at skipper skal møde på havnekontoret næste morgen kl. 06 for at få ordnet de fornødne papir, det viser sig at være en støere omgang papir arbejde, de er meget strikse omkring indklareringen og det tager en hel formiddag at få formaliteterne i orden. Da alt er på sin plads forlader vi havnen, for at sejle ud på ankerpladsen. Nu kan vi endelig gå i land som det passer os.

God jul, , , ,
 

28. November - Sao Vicente (Mendelo)

Der bor ca. 600. 000 mennesker på Kap Verde øerne, Kap Verde øerne består af: Santo Antao-Sao Vicente-Sao Nicolau-Sal-Boavista-Maio-Santiago-Fogo-Brava. Samt 3 små ubeboede øer.

Mendelo er klart det sted vi har været på Kap Verde der minder mist om en by. En (lille storby) med langt flere indkøbs muligheder ind hvad vi tidligere har været vandt til på Kap Verde. Et stort fiskemarked med alle mulige varianter af fisk, et grønt marked på torvet hvor damerne fra landet sider og sælger dagens høst.   Her i Mendelo ses og mærkes fattigdommen tydeligt, lige så snart vi forlader havne molen, bliver vi mødt af tikkere, eller fattige folk der render rundt i bare føder og laset tøj, og spørg om smøger. Ole oplevede at blive bestjålet af en knægt der tiggede. Imens de begge gik på gaden havde knægten lusket hans pung op af tasken. Men en indfødt dame havde set det, så knægten måtte pænt aflevere tilbage. Arbejdsløsheden er stor og pengene få, så der er rift om de små jobs, folk fra de forskelige sejlbåde kan tilbyde, så som at hente diesel, vaske båd, polere båd, ordne vasketøj, bærre proviant ned til båden, eller hvad det nu måtte være. Vi ligger ca. 25 både til kaj på de næsten færdige pantonger, det er ikke en rigtig havn. Men her er strøm og vand på broen, en luxus vi gerne vil betale 28 euro i døgnet for. En extra nydelse inden vi sejler 2028 mil 264 grader vest de næste 18-20 dage, hvor adgang til strøm og vand og minimalt. Andre 10-15 både ligger for anker, så vi er mange sejlskibe her. Mendelo er ende stationen inden afgangen over atlanten, det enete sted på de nordlige Kap Verde øer med mulighed for at proviantere de sidste nytige ting.

En meget speciel stemning hersker omkring skibene på pantonbroerne. Et livligt mylder af folk der har travlt med at få klaret de sidste ting på deres skibe inden afgang over dammen. Vand og diesel tankene fyldes op, alle splitter og skruer ses efter i riggen, der vaskes og tørres, gummibåde vaskes og pakkes sammen. Folk er utrolig hjælpsomme over for hinanden, næsten unårmalt hjælpsomme, som om folk lige skal ha rettet lidt op på deres karma inden afgang. Flængen vi fik i vores genua under sidste sejlads for vi syet af en sejlmager. . , Et arbejde der ville tage os flere dage at sy i hånden.
Vi nyder de sidste dage her i Mendelo inden afgangen over dammen. Vi spiser ude, og har overflod af strøm og vand. Hygger os blandt de andre sejlere der skal samme vej over dammen som os, fiktisk den eneste vej videre medmindre man vil sejle mod vind, strøm og bølger. En uoverkommelig opgave, som kun folk der ikke ved bedre kaster sig ud i.
Om afterne sider mange af sejlerne på "club Natic" og fortæller sømands historie over en kold pils. Der er et stort socialt sammenhold blandt sejlerne sådanne steder her, vi holder sammen mod det der måtte være på land. og vi fortæller glædeligt om vores erfaringer undervejs.
En "great dane" med dansk flag kommer sejlene ind en sen eftermiddag, nysgerig springer jeg ned på broen for at hjælpe dem med deres troser. De er 2 gutter ombord på en båd bare lidt større end min egen Bandholm, det er sku godt gået af 2 gutter der først lærte sejle for 4 år siden.


27. November - Sao Nicolau (Porto Do Tarrafal)-Sao Vincente (Mendelo)

Sammen med de 3 andre både sejler vi mod Sao Vicente, og der lagt op til en lille kapsejlads. Vi kommer 5 min før af sted end de andre, vind er der nok af, men 3-4 sømil længere fremme falder vinden til 1-2 sek/m. samtidig med vind dækset drejer 360 grader rundt for at finde stabil vind. Inden længe ligger vi alle 4 både side om side, og søger efter mere stabil vind. Da sejlene havde dasket 1 times tid, starter første båd motor, lidt efter en mere. Nu er der kun den norske og os der basker med sejlene. Men inden længe starter de norske motor, og os efterfølgende.
For vi skal bare 4 mil frem, for at nå fri af øen, og nord-øst passaten igen vil blæse en stabil vind i vores sejl. Så kapsejladsen er afbrudt, men omvendt kunne det ha taget 3-4 timer at sejle de 4 mil for baskende sejl, og lige de timer der gør vi vil ankomme i mørke, hvilket vi ikke syntes om.
 
Vi er nu  fri af øen, og passaten blæser med 14-15 sek/m ind vore sejl. Bølgene er kæmpe store, selv om vi kun ligger 200 meter fra "Chilli" forsvinder den helt ud af syne mellem de store bølger. Vi har fra fuld sejlføring for 15 min siden, reduseret med 3 reb, og halv genua. Vi sejler 6-7 knob, og har vinden ind agten for tværs.
Vi høvler bare derudaf, og har nu lagt alle de andre både bag os.
Da vi når frem 10 min efter mørkets frembrud har vi en Guldmakral og en Tun-fisk i cokpittet, aftensmaden er redet. Undervejs havde vi et enkelt forsejlskift da en stor flænge satte den ellers kraftige genua ud af drift.
Det går bedre med fiskeriet, ca. 2 stk. i snit om dagen, dog mister vi stadig de store fisk. De 3 andre både kommer ind løbet de næste par timer, og inden længe sider vi samlet på Avalon over en rød drue og snakker om dagens sejlads.

23. - 26. November - Boavista Sao Nicolau (Porto Do Tarrafal)

Hev ankeret op kl. 17.00, svingede hen forbi Bjørn for at fortælle at vores næste mål var Sao Nicolau, ok så ses vi i morgen lød det fra ham.
Igen havde vi massere af vind, 12-14 sek/m. ind tværs, vi sejlede med 3 reb i storen og for halv genua. I mellem de høje bølger svævede 100 vis af flyvefisk, et par stykker landede på vores dæk. Efter 14 timer havde vi sejlet de 91 sømil. Igen havde vi en rigtig Super sejlads, og det føles godt med noget vind i sejlene.
Vi fandt en ankerplads tæt på land lige uden for de svajliggende fiskerbåde. Vores påhængsmotor til dingyen svigtede på Boavista, skruen drejer ikke med rundt. Så vi skal ha fikset den. Den blev skilt ad i atomer, og vi fandt ingen fejl, først da vi næsten havde fået den samlet igen, fik vi øje på en split der var knækket.
Da vi roede ind til stranden, blev vi mødt af unge drenge, der tilbød os at passe på vores dingy. Det er meget normalt hernede at man har en boat boy til at passe på sin dingy. En u-undværlig tjeneste for ca. 1 euro om dagen, ellers risikere man båden er væk istedet. Vi har ellerede hørt om 3 tilfælde hvor inden dingy eller påhængsmotor er blevet stjålet.
Her er ingen havn, men kun en havnemole hvor en enkelt lille færge kommer forbi en gang om ugen. På sal og Boavista var der heller ingen havne, så hernede ligger man for anker, og en dingy er u-undværlig.

Det viser sig at være et hyggeligt sted. Lidt blandede små foretninger og en tunfabrik holder lidt gang i byen. Stedet her minder lidt om Palmiera, bare noget støere. Et rolig afslappet sted hvor de lokale får dagen til at gå med dagens praktiske gøremål. Alle her er meget hjælpsomme.
De unge mænd uden arbejde prøver på forskellige vis at tjene lidt penge hos de få turister fra de 8 sejlbåde vi ligger her, Så hele tiden får vi tilbudt deres hjælp. Børnene dasker rundt i gaderne og leger, eller spiller fodbold på stranden.
Somme tider kommer små børn padlene ud til vores båd for tilbyde at hente vand til os. Som båd bruger de en slags luftmadres, som de har lavet af plastikdunke bundet sammen med fiskeline og så en katoffel sæk ud over. Til at padle med bruger de tilfældige ting som er skyllet ind på stranden. Vi gir dem lidt at spise, blyanter og hvad vi ellers kan undvære. En støre dreng kommer svømmende forbi båden med 3 tun i den ene hånd, som han tilbyder os for billige penge, vi må desværre takke nej, da vi havde frisk fisk i forvejen. Han kæmper en hård kamp for at holde sig oven vande, da han svømmer videre over til de andre ankerliggere for at prøve løkken der.
Bjørns båd "chilli"som er en bådtype ved navn "ballade", og de 2 Norske både "Kingcruser 33" er ankommet. Sammen hyrer vi en minibus med chauffør til at kører os rundt på øen. sao Nicolau byder på høje bjerge, og mange grønne områder, specielt er den meget frodig på nordsiden, hvor majs og andre grønsager dyrkes alle steder. På vej op til vulkanen på øen, spiste vi af de vilde tomatplanter, banan træer, mango frugter der stod langs de små bjergstier.
Det føles godt med de mange grønne planter og træer igen, har ikke set grønne områder siden La Comera og Madeira.

 

22. - 23. November - Kap Verde (Sal) BoaVista

Måske vi skulle bruge et par dage mere her på Sal, for her er super hyggeligt, men omvent vil vi gerne se så meget som muligt af Kap Verde inden vi skal videre over atlanten, så den næste ø i ø-gruppen vi vil besøge heder BoaVista, der ligger ca. 35 mil syd for Sal.
Vi har 14-15 sek/m. ind tværs fra bagbord. Bølgerne er store, vi sejler kun for Genuaen som er reduseret til halv størelse, og aligevel høvler vi 7 knob gennem vandet. Nu får vi alt den vind vi ikke havde på turen fra Puerto Rico. Undervejs ser vi en masse flyvefisk, som faktisk basker med deres små vinger, og kan flyve mere end 100 meter. Efter bare 5 timer har vi Boa Vista tværs om bagbord, indsejlningen til ankerpladsen er lidt kritisk, da en del undersøiske rev ligger i området. Detalieret søkort har vi ikke over stedet, og de findes vist heller ikke, så vi navigere ud fra beskrivelsen fra de lods bøger vi har og vores ekkolod. Ved vores ankomst ser vi Chlli som er Bjørns båd.

Ham vi mødte i Las Palmas, og tilbragte mange hyggelige timer med. De norske er her også, verden er lille some tider. Grundet det lave vand, er det ikke muligt at anker tæt på land, så vi har ca. en halv mil ind til stranden i vores dingy. Det blæser stadig meget, og vind og sø er imod os, så da vi når ind til den lange sandstrand er vi driv våde. Vi går hen af den kilometer lange hvide sandstrand ind mod byen, efter ha gået 5 min. får vi øje på Bjørn og de norske, som sider og får sig en kølig pils i selvskab med 2 andre norske som de har mødt på Sal. Så nu er vi 4 skandinaviske både. De bliver selvfølgelig meget overrasket da vi pludselig står der lige foran dem. Sammen tager vi ud for at spise aftensmad, vi finder en lille lokal resturarent, hvor vi tilbringer resten af aften. Vi forlader selvskabet, og trætte vender vi tilbage til Avalon for at gå til køjs. Vi ville ud at se os lidt omkring på øen, så Vi hyrede en taxi for en halv dag. På stenede knoldede veje, og somme tider offroad kørte vi rundt i 3-4 timer til vi var nærmest mørbanket. Her er absolut ingen indfaldstruktur. Boavista har et meget barsk landskab, en blandning af stenede ørkensletter, og sandørken. kraftig vind og bagende sol. Ude i ørkenen så vi en enkelte oase, dog uden vand, men mange grønne buske og træer. Der er vist kun vand i 2-3 måneder om året. Langs det meste af kysten ses lange hvide sandstrande, uden et menneske. I de få byer der er på øen, ligger sandet i gaderne, som var det snedriver i Danmark efter en snetorm. Kun få mennesker bevidner om liv i byerne, de minder mest om en forladt spøgelsesby, hvor folket er flygtet fra. Vi fik set øen, og konstateret vi ikke ville bruge en dag mere her. Så vi besluttede os for at sejle samme aften.

19. - 21. November - Kap Verde (Sal) Palmiera

Kap Verde består af en øgruppe i Atlanten,beliggende ca.500 km ud for Afrikas kyst.Navnet betyder "Den grønne kap".
De dengang ubeboede øer blev opdaget af Portugiserne under de store opdagelsesrejser i midten af 1400-tallet,og blev senere brugt som knudepunkt for den portugisiske slavehandel. Kap Verde blev selvstændigt i 1975 som følge af nellikerevolutionen i Portugal den 25.april 1974.

Vi har sat det gule karentæne flag i masten,som betyder at kun skipper må gå i land for at ordne det fornødne papir arbejde. I mens vi sider spændte på dækket og venter på at komme i land, genkender vi flere af de andre både der ligger for anker, fra tidligere ophold på de Canariske øer.

Ikke længe efter vender skipper tilbage med beskeden om at alt er klaret,og vi nu alle kan gå i land. Det er ligesom at ankomme til en anden verden. Mennesker, huse, kultur, landskab, ja alt er anderledes end hvad jeg nogen sinde har set før. Gamle små huse ligger side om side, i de brusstens belagte gader. Bag nogle af de sammentømmerede skoder, kan der gemme sig en lille købmand, eller en anden lille forretning. Det er ikke ligefrem reklameskilte der gør at man pludselig opdager der handles bag døren. Helt lamslået står jeg og betragter dette fremmedarted sted,samt disse glade fremmede mennesker. En fiskerbåd er lige kommet til kajs, det er en åben jolle som er fyldt med fisk helt op til rælingen. Folk stimer til båden for at købe friske fisk der handles i mange forskellige varianter, fisk er det alle spiser og lever af hernede. Med 6 fisk mellem fingerne i hver hånd, forlader en efter er fiskerbåden igen, og inden længe er lasten solgt. En vaskekone og hendes 3 børn tjener til dagen af vejen ved at vaske tøj på gammeldags måde, hvor vaskebrættet er taget i brug. Vi fik vasket ca.7 kilo til en pris af 1200 escuters, som svarer til 11 euro.

Kap Verde øerne har stor mangel på vand,da der kun falder ca.65 milimeter på et år,Så ingen vandslange på havnemolen til at fylde vandtankene på båden op med. Vand til båden henter vi i dunke, oppe i et lille faldfærdigt skur som er det eneste vandtapnings sted i byen, en gammel kone sider i sin stol for at tage imod penge for vandet. Det koster os 10 escuters for 26 liter vand.(100 ecuters=1 euro.

Et lille badehus med 2 brusere holder byens befolkning rene. Her sidder der også en dame og tager imod de 30 escuters som det koster for et bad. En lille købmand hvor stort set alt han har, handles i løs vægt, selv cigaretter handles enkelt styks. Købmanden fungere samtidig som smugkro for dem der trænger til en lille forfriskning af øens hjemmebrændte Rom. Som vi endte med at købe en 5 liters plastik dunk af. Vi har været rundt på øen for at besøge de 3 andre byer på øen. Palmiera  viser sig at være klart den hyggeligste by på øen. Her foregår alt i et meget afslappet tempo, ingen turister ud over dem fra de 10-12 både vi ligger her, eller stressede gadesælger, der hungrer efter at få solgt nogle suvoniers forstyrrer freden her. Nu ikke fordi det ligefrem vrimler med turister i de andre byer, og de kan på ingen måde sammenlignes med livet på de Canariske øer som er et turistmekka. Kap Verde er endnu ikke spolerede af turismen, med undtagelse af Santa Maria som er under stor udvikling i form af hotel bebyggelser, her ses der et mindre antal turister, og jeg kan sagtens forstille mig det bliver det nye Puerto Rico med tiden. Deres internationale lufthavn ligger her på øen Sal, ikke langt fra Santa Maria. Nok grunden til at turister stort set kun ses her på øen, og koncentreret i Santa Maria. De andre øer ses der kun turister fra sejlbåde. Ole, Leif og jeg ville en tur ned til hovedbyen Santa Maria for at se om der skulle være et sted med dans og musik. Jeg havde fået en aftale i hus med en lokal rasta neger,som gerne ville tage med os hvis vi ville betale aftenen for ham. Det er somregel en god idet at ha en lokal med, for ikke at blive fusket, samt det hele blir meget nemmere. På ladet af en Pickup kørte vi først ud til en af hans venner som også skulle med. Han gik i et gammelt skur og byggede på sin bil, som han gennem flere år havde arbejdet på. Han fik skiftet kedeldragten ud med noget mere anstændigt tøj, og sammen kørte vi alle til Santa Maria, hvor vi havde en rigtig sjov aften med dans og musik til den lyse morgen.

12. - 19. November - Puerto Rico-Kap Verde.

Efter ha fyldt diesel og vandtankene helt op, smider vi trosserne i land for at sejle kurs 212, de 760 sømil ned til Kap Verde.

Vi har let vind agten ind for tværs, fuld storsejl og genua, Stage på genuen, og preventer på storen. Vi sejler beskedene 3 knob, vinden falder til kun 2-3 sek. m og da vi efter nogle timers sejlads kun har holdt 1, 5-2 knob over grunden, og for regnet ud det vil tage 15-16 dage at sejle de 760 mil til kap Verde starter vi jernhesten, dog kun for et kort periode, da vinden frisker lidt op igen, vi sejler nu 4 knob.

Ole disker op med et lækkert frokostbord i cockpitet, dansk sild, røræg, landskinke og pølse, og en kold øl til at skylle brødkrummerne ned med. Fiskelinen er i vandet, og ved daggry har vi mistet 2 hug, surt, men omvendt tyder det på her er fisk. Første nat sider vi alle i cokpitet for at betragte de mange stjerner, og nyder følsen af endelig at være til havs.

Næste dag har vi besøg af en flok Grindehvaler meget tæt på båden, de svømmer på kryds og tværs af båden, og efter 5 min svømmer de videre på deres fart.
En enkelt havfugl forsøger at lande på  vores skib, men må opgive efter adskellige forsøg. Så der hug på fiskestangen igen, efter en kort kamp lander jeg en Barrakuta ligende fisk på 2-3 kilo, hurtigt bliver den fileteret og lagt på køl.
Har idag sejlet i 4 døgn, det er nu passatvinden som fylder vore sejl med en 6-8 sek. m vind fra nord-øst. Passatvinden samt 1 knob medstrøm vil være vores drivkraft fra nu af, og hele vejen over til Babados.
Nu ved jeg at risikoen for pludselige vindskift, med hurtig vindstigning sjællendt opstår, og vinden sjællendt blæser mere end 12 sek. m.

Jeg er først nu ved at kunne slappe lidt af om natten, det er mig der står op om natten for at hjælpe Ole og Leif, når sejlene står i bak, eller når båden ligger stille pga. auto pilotten har svigtet, og dermed slået fra, uden skipper så meget som vågner, eller registrere noget. Mig der har forklaret dem hvad de særligt skal være opmærksom på, og lært dem det, det kraver at sejle.

Allan er meget upædagoisk og selvglad, han hører kun sig selv. Istedet for lade andre komme til, træder han hele tiden frem for at synlig gøre sig selv. Jeg fatter ikke han som skipper bare kan ligge sig til at sove i blæsevejr, når de andre har nattevagt, vel viden om de ikke kan sejle. Måske fatter han i virkeligheden ikke selv så meget. Jeg oplevede han valgte forkert sejlføring hele vejen fra Madiera til Grankanarie. Jeg gjorde ham opmærksom derom, men han viste bedre selv.

Da vi en aften i Las Palmas sad en masse sejlere sammen og snakkede op sejlføring, måtte han sande jeg havde ret, lige som i så mange andre ligende tilfælde. Han er siden da begyndt at lytte til mine råd, omkring sejlføring mm.
Vi er nu kommet ind i den daglige rytme med 4 timers dagvagter mellem 07. 00 til 19. 00, og 3 timers nattevagter mellem 19. 00 til 07. 00. Dagene går bare derud af, ikke fordi der sker det store, men tiden går sin gang.

Jeg holder mest af nattevagterne. Det eneste tidspunkt hvor jeg kan side og bare være mig selv, at side der alene ude på atlanten og drømme og fundere, alt imens skibet suser derudaf. Sol, måne, stjerne og vandet betragtes, alt imens jeg prøver danne mig et billed af hvordan sol, måne, stjerner og jorden står i forhold til hinanden. Vi er 300 mil vest fra Mauretanien inde på det Afrikanske kontinent, og har 5000 m. vand under kølen, 400 mil til nærmeste havn. Vi er alene. Kun os 4 til at klarer opgaverne med at holde skibet på rette kurs, og holde det oven vande, jeg mener ikke vi kan få nogle alvorlige problemer med dette, kun hvis vi ikke kan løse opgaverne, og så længe jeg er frisk, er jeg egentlig helt rolig ved at være hvor jeg er.
Selvfølgelig er det ikke problemfrit at være 4 personer sammen til søs under disse snævre forhold der er på et lille sejskib. Det største problem var Bente, der jo havde skræk over for vandet, og gik i panik hver gang vi satte sejl(hvad laver hun så på en sejlbåd)
 
Det største problem nu, er Skipper, der har en meget ubehalig måde at sige tingene på, især Leif er han meget efter. Han kræver helt urimelige, og latterlige begrænsninger af vores proviant. Et eksempel på hans millitær/latterlige måde at være på er:Vi har nu været 5 døgn til havs, og vi trænger til en ordenlig kropsvask. Normalt vasker vi os dagligt med vaskeklud og 1-2 liter vand. Vi har kun 3 døgn igen, og vores vandbeholdning af drikkevand er der nok af til 35 dage endnu. (Grunden til vi har købt alt vandet på Grankanarie, til hele turen over atlanten, er at det er dyrt på Kap Verde). Vi ville tage et saltvandsbad, og derefter skylle os af i det ferske drikkevand, og så sørge for der blev subleret op af drikkevand på Kap Verde for egen regning. Det ville skipper ikke ha, ok med mig hvis han har en fornuftig begrundelse for hans holdning, for det kan da ikke ha noget at gøre med mangel  på vand, eller spare af nød. Jeg diskuteret med ham længe, og efter ha talt alle hans dårlige begrundelser til jorden, endte han med at sige sådan er det bare. Selv når vi når Kap Verde nægter han os at bade i købt drikke vand på båden, og holder det stik, er jeg den der er smuttet. I sådan en situasion tænker jeg kun på at forlade skibet så snart vi er i havn, og gør det nok også, især hvis jeg finder et andet skib jeg kan sejle videre over til Babados med. Det er jo mit mål at komme hele vejen over dammen.
 

Endelig fik vi besøg af en flok Delfiner. Har set meget frem til at betragte deres leg mens de følger båden. I 30-40 min fulgte de vores båd, alt i mens jeg lå på maven helt ude i stævnen for at kigge ned på dem kun 1 meter fra mig. Vi har ca. 2 hug på fiskekrogen i døgnet, men kun 2 fisk i båden indtil nu. Grejet kan ikke klarer krafterne fra de store fisk der kan veje op til flere hundrede kilo. Jeg har kun et halvt minut at mærke deres enorme krafter i, inden de tømmmer hjulet for fiskeline, eller knækker linen hvis jeg holder for stramt. Et af problemerne med at få landet fiskene, er at få taget farten af båden i tide. Specielt om natten hvor langt de fleste hug opstår, og hvor der  normalt kun er en person i cockpitet, går der for lang tid med at få en mand på dæk, for at få standset skibet, i mens der kæmpes med fisken. Vi er dog ved at blive mere øvet idet, så den store fisk skal nok komme ombord. Vi har haft en alvorlig samtale vedrørende vores problemer med skipper, og det ser ud til at ha hjulpet, så hummøeret, og lysten til at blive ombord er steget igen. Vi har 60 mil igen, vi har nu sejlet 6 døgn og 19 timer. Det fejres med vin i cockpittet og højt musik. Det er midnat, Skipper er gået ned for at sove, vi andre holder ud til vores ankomst 05. 00 til øen Sal. Højt humør og god vin, var lige det der skulle til oven på den halv dårlige stemning der havde været ombord. Vi har på de 760 mil, sejlet ca 24 timer med motor. Vinden nåede ikke over 8 sek/m. Så første etape af atlanhavskrydset må siges at ha været en meget behaglig sejlads.

8. - 11. November - Tenerife  (Los Christanios) - Granknarie (Puerto Rico)

Den bliver 02. 00 nat inden vi forlader Tenerife, Vi sejler 5 mil. ned til sydspidsen af øen inden vi ændre kurs til 114 grader. Efter et par timers sejlads  befinder vi os i acceleration zonen, vinden blæser med 15 sek. m. mellem foran fortværs og bidevind. Allan har vagten, efter ha tjekket alt af, og set alt er som det skal være, ligger jeg mig ned i køjen for at hvile mig inden det bliver min tur ved roret.

Jeg falder lidt hen i søvnen, men ikke mere end jeg bemærker en ny skulpe lyd. Står ud af køjen og ser hele dørken sejler i vand. vandet fosser ind i skibet, . Starter 2 lænse pumper, de kan ikke følge med, begynder så at håndpumpe og ser til min lettelse vandstanden ikke stiger, så længe der håndpumpes samtidig med de 2 elektriske også kører. Jeg vækker Ole, vi skiftes de næste 3 timer med at håndpumpe, alt imens jeg tænker og undersøges hvor vandet kommer ind fra. Det viser sig at ankerbrøndens lænse huller er stoppet, og brønden står fyldt med vand. Derfra render vandet via kabelrør ind i skibet.
Efter den våde sejlads, som var Ole`s jomfru sejlads med Avalon, havde vi et meget vådt skib da vi kom til Puerto Rico. Allan`s forkøje var sjask våd, og mange bøger, blade samt en telefon og et kammera var ødelagt. Vi vaskede og tørrede tøj resten af dagen.

De næste dage skal vi ha provianteret 400 liter drikke vand på dunke, samt mad til 4 personer i 40 dage. Skibet skal endevendes for at finde plads til provianten. Skibet skal tjekkes fra a til z.
Stativet til solpanelerne skal monteres. Rengøring af skibet, Vaskes tøj, og sendes mails. Vi arbejder alle hårdt på opgaverne med at få skibet klar, og ser alle frem til at komme ud på langfart.
Hurra! jeg har snart fødselsdag 35 år, vi tager ud og spiser en middag på en dansk restaurant, hvor dansk mad nydes i stor stil. Klokken bliver 23. 59 og jeg ønskes tillykke.
Efter en herlig middag, får vi os en lille en til kaffen, som dog blir til flere. Allan takker af for i aften, og vi andre fortsætter. Da jeg tidligt næste morgen kommer ned i min køje hænger Dannebro over døren til min kahyt. Jo jeg blev fejret!!!
Vågner op med lidt ømhed i hovedbunden. Men vi har ting der skal gøres, så ingen tid til ynk.
Vi har ikke kunne få det forventede udvalg i dåsemad, heller ingen tørgær, men vi har hørt om en dansk slagter, og en Norsk butik, som ligeer i nabo byen, som muligvis kan hjælpe os af med problemet.
Ole, Leif og jeg drager afsted for at finde de 2 mangel varer som er meget vigtige for vores tur over dammen. Vi vender tilfredse til bage med 1 kilo tørgær, og en bestilling på 20 kilo frosent kød i vacum pakker, der vil ligge klar til os næste dag.
 
Vi har alle fået klaret vores opgaver, og skibet er næsten klar til afgang, så jeg mener det er passende at forlade skuden en dags tid.
Jeg tager bussen op til Las Palmas, for at besøge Johan, som stadig ligger for anker lidt uden for havnen. Johan prøver tjene nogle penge så han kan klarer dagen af vejen.
Han har siden sidst jeg var der, fået en pige ombord. Michelle søger lige som så mange andre unge gasteplads på en båd over atlanten. Hun har lavet god mad klar ved min ankomst, Kirsten fra Røde Orm er der os, jeg får sunget fødselsdags sang, og vi har en rigtig hyggelig aften.
Tager afsked med Johan og Kirsten næste dag, på trods af de plager mig om at blive en dag mere. Har egentlig løst til at blive, men vil også gerne tilbage til Avalon, for selv ha få styr på alt på båden inden afgangen til Kap Verde.
Allan der er skipper på båden, har ikke det nødvendige overblik der skal til. Han har mange høje titler inden for søværnet, og en søfartbog der er fyldt godt ud. Han er den type der efter ha læst en bog om en tur over Atlanten, mener han har tjek på det hele.
Dog har han forstand på de elektriske instrumenter der er på skibet, . Men alt det praktiske samt valg af sejlføring mm. er ikke lige hans stærke side.


4. - 7. November - La Comera (San Sabastian) Tenerife (Los Christianos)

Nu nærmer tiden sig hvor Ole skal påmønstre på Tenerife, og Bente skal i land for at flyve hjem til Danmark. Vi forlader La Palma, og mindes denne dejlige ø. Det er tidlig morgen da vi lister ud af havnen, naboerne ligger stadig og sover. Havet er flat, sådan næsten flat da, helt flat vand findes ikke her nede, og kun en beskeden vind.
Vi går stille og roligt afsted for motor med en 2-3 knob.

Mellem La Comera og Tenerife siges der gode chancer for at se Hvaler, så vi er heldige med det næsten flade vand, det tyder på gode betingelser for at få øje på dem.
Efter 5 timer sejlads for motor for vi øje på de første Hvaler. Vi sider alle i Cokpittet og spiser en stor frokost, og nyder det milde vejr. Det er som en rigtig Søndags sejllads. Vi Styrer direkte imod dem for fuld motor kraft, og slukker motoren ca. 40 meter fra dem. Der er god fart i båden, og vi driver forbi dem ca. 15 meter fra dem. Det er vildt imponerende, at ha så store dyr helt tæt på båden. Jeg er elle vild. Cammarene bliver nærmest overophedet, af travlhed, og Alle står på dæk for at betrakte disse væsner. Det er Grindehvaler, man kan hører deres prusten, de svømmer med os i 5 min.

Et par timer senere, og igen får vi besøg af Hvaler. Denne gang 3 styk helt tæt på båden. , De følger båden i et par min.
Hen på aften når vi frem til Tenerife, smider ankeret i en lille bugt uden for Los Christanos. Inde på land står de mange hoteler, bag de lange sandstrande. Los Christanos er en stor turist by, Og nok det mest turistede på Tenerife.
I aften skal Allan og Bente i byen med nogle af deres venner som er på ferie her.

Leif og jeg, beslutter os så for at tage ud og spise fint. Vi finder en hyggelig Spansk restaurant lidt uden for det turistede område. Jeg smager for første gang Paella, som er en spansk specialitet. Vi spiser til vore maver var ved at springe, skyller munden med en rød drue. Efter en hyggelig aften, tager vi ned på stranden, for at tage dingyen ud og på båden.
Næste dag går jeg lidt rundt for mig selv, havde løst til at møde nogen andre mennesker, måske nogen lokale, hvilket altid er spændene. Hele dagen tilbragte jeg sammen med 3 unge spaniolere.
Jeg Var træt den aften, så blev på skibet og slappede af med en dvd film, da de andre tog i land for at gå ud og hører lidt musik.
I dag er Ole ankommet, vi henter ham inde på stranden i vores dingy. Folk kigger lidt når der står en bleg dansker, som lige er ankommet fra lufthavnen, med en stor oppakning stige op i gummibåden.
Nu er vi 5 personer, men heldigvis kun 12 timer mere, så går Bente i land. Hun flyver tilbage til Danmark i aften.
Vi beslutter os for at sejle til Puerto Rico i nat, når Bente er sendt afsted.

31. Oktober - 3. November - El Hierro (La Restinga) La Comera (San Sabastian)

Nu har vi ligget her i La Retinga i 6 dage. Vi venter stadig på bedre vejr, vi vil gerne ha vinden går lidt i øst, for at undgå bidevind til La Palma. Her sker ikke det hel store, de andre danske både er sejlet tilbage til La Comera, "Narhvalen" er sejlet mod de nordlige bredde grader for at vende hjem til Danmark. Jeg er ved at være træt af La Restinga, og ventetiden.

Endelig sker der noget, vi beslutter at droppe at besøge La Palma, og så sejle til La Comera (San Sabastien) istedet.

San Sabastian er nu også et fedt sted. En stor Marina, med ordenlige toilet forhold. En rigtig hyggelig lille by med en del butikker, grønne områder i form af parker, et torv i centrum af byen hvor den spanske levevis betraktes.
Vi havde en let vind fra syd-øst, foran forsværs om styrbord. Søen var en smulle urolig, efter den megen vind fra nord-nord-øst, der havde blæst de sidste mange dage. Avalon rullede en del i den urolige sø, men vi kom da frem med en fart af 3 knob. Hen på de sene aften timer flovede vinden til næsten ingenting, skibet rullede nu endnu mere, så vi starter jernhesten. Vinden fylder nu igen vore sejl, med lette vinde.

Jeg har vagten, og det er midnat. En ny dag starter, endnu en dag, som vi ikke ved hvad bringer. Det er meget mildt i vejret, sider i cokpittet kun iført korte rør og kigger op på de mange stjerner. Ser en masse stjerneskud, løber tør for ønsker. Lyset fra månen reflektere så smukt i vandet. Vi har 4000 meter vand under kølen.
Drømmer mig ud på langfart, med mig selv som skipper, på mit eget skib.
Jeg nyder det, hver eneste dag.
De nu 40 dage jeg har været afsted følles som flere måneder, alle de mange nye indtryk, samt store oplevelser fylder så meget.
Det er blevet tid til vagt skift, kalder på Leif som ligger nede i læ og sover, efter 10 min er Leif på dæk, han skal de næste 3 timer side i cokpittet og holde øje med sejl, instumeneter og andre skibe.
Det vigtigt at kunne stole på den der har vagt, for at kunne slappe af og sove!
Jeg lister mig ned i min køje, og drømmer videre.

Lief banker på skottet, jeg ligger lige neden under, så hører det med det samme.
Der er hug på vores fiskestang, der er kommet lidt mere vind, og vi sejler 5 knob. Der går for lang tid med at få slægget på skøderne, og dermed bremse båden. Efter en kort kamp knækker linen!!Øvvv
Lister ned og sover videre.
 
Ankom til San Sabastian om formidagen. Dejligt at være hvor der igen er lidt liv, nyder de få dage i San Sabastian.
Tiden nærmer sig turen over Atlanten, via Kap Verde øerne. Inden da, skal vi ha moteret stativ til til solceller, så vi har mere strøm under vejs. ALT på skibet skal kigges igennem. Hver en sjækkel, vant, mast, bom, skruer, motor, pumper, sejl, osv. Der skal provianteres mad og drikke til 4 mand i 40 dage.
 
Bente skal i land, og Ole skal påmønstre på Tenerife.
 

27. - 30. Oktober - La Comera (Puerto de Vueltas) El Hierro (La Restinga)

Turen over til El Hierro havde vi 12-15 sek. m. agten ind fra styrbord. Med tre reb i storen, og halv genua havde vi en skøn sejlads over. Den megen vind, og de store bølger er ved at blive en vane sag. Vi ankom til en stor dykker festival, hvor dykkere fra mange lande konkurreret om at få taget det bedste undervands foto. Et stort telt var stillet op på den store havne mole, en musik scene med live band spillede op til fest. Et stort bord inde i teltet fyldt med spanske lækerier stod og ventede på vore sultne munde. Vi spiste til vi fik helt ondt i maven af den lækre mad.

Senere på aften så vi de underholdene billedserier af de forskellige dykkere. Det var sat up på en meget flot måde. Ca. 500 mennesker havde fundet vejen frem til denne begivenhed. Efter den flotte fremvisning stod den på musik underholdning af spansk særklasse. Jeg holdte nu ikke så længe, men det var der en masse andre der gjorde. Musikken spillede til kl. 08.00 næste morgen.

El Hierro er det bedste sted at dykke på de Kanariske øer, så her er en stor dykker aktivitet. Ellers sker der ikke meget her på El Hierro.
En dansk forsknings båd "Narhvalen" ligger her, og har gennem 3 måneder fortaget en masse undersøgelser om de ca. 600 forskellige hval arter der findes i området her. Narhvalens besætning er nu taget hjem, dog ikke skipper "Bertel", som venter på frisk besætning til at sejle Narhvalen hjem til de nordlige bredde grader igen. Turen hjem går ind i middelhavet, og op gennem de europæiske floder hjem.

En eftermiddag kom det hollandske par forbi Avalon, det viste sig de lå op i en havn nord på. De havde lejet bil, og fundet vej her forbi. De havde talt med 2 andre danske både, som vi havde radio kontakt med på turen til El Hierro. Og viste derfor besked om vi lå hernede syd på. De fortalte at de, samt de 2 danske både ville komme i morgen. Så det så jeg frem til, ville være rart med nogle andre at snakke med.

De kom alle 3 både, og der blev aftalt fælles spisning på stranden senere samme aften. De 2 danske både, hvor den ene heder Argo Namis og er en Fijian 43, hvor et par sammen med deres 2 piger på 2 og 8 år var på vej jorden rundt. Den anden båd Wavedanser, som er en Bianca 420, med Et par fra Århus, med deres 2 piger på 14 og 17 år, som skal være på farten et år.

Vi hyggede os alle gevaldigt, med en masse beretninger om vore oplevelser, og erfaringer lystigt blev fortalt. En masse god mad, samt vin gjorde vore maver dejligt tilpasse. Trætte fandt vi alle vore både igen, efter en super hyggelig aften.
Dagen efter stod den på snorkling, og praktiske gøremål, i form af tøjvask, samt rengøring af skib, samt tid bag computeren. Vi har nemlig wi-fi her på havnen, og det er jo bare super at ligge i sin køje og chatte lidt med omverden.

Vi ligger op af en stor havne mole, tidevandsforskellen er 2, 5-3 meter, og skifter hver 6 time. Så det ene øjeblik kan vi gå direkte i land fra båden, det andet skal vi klatre op af en stige for at komme i land. Tidevandet samt den hårde vind gør at båden ligger meget uroligt, så der er megen teknik i at få fortøjret båden på den korekte måde.

Vores næste mål er La Palma, som ligger stik nord fra El Hierro. En kulling fra nord-nord, øst gør det næsten umuligt at sejle mod den høje sø, ihvertfald vil det blive en meget hård sejllads, så vi har besluttet at vente og se tiden an.
Her i Re Stinga er ingen strøm og toiletter, samt vand til sejlerne. Jeg havde fået øje på en vandslange oppe ved et værft ca. 200 meter fra vores båd. Men som sagt ingen vand til sejlerne, så her i nat listede jeg mig op og tog mig et bad i stiv kulling under koldt vand. Det var nu også være at være tiltrængt, selvom vi da vasker os med en vaskeklud, og en liter vand.


23. - 26. Oktober - La Comera (San Sabastian) og Puerto de Vueltas

San Sabatian er en lille fin by, her besøgte vi et af Colombus mange huse. Man kan godt fornemme, og se vi er kommet væk for det meget turistede syd Grankanarie. Her hviler en fredelig stemning, hvor siesta er nøgleordret. Et stort marked hvor alt i grønt og fisk kan fås til billige priser. En del små hyggelige butikker, i de små smalle stræder, som snor sig op ad skråningerne.

Jeg havde fået ondt i ryggen, da jeg hoppede en halv meter ned på kajan for at tage i mod trosserne da vi kom i havn. Og det var temmelig slemt, så jeg besluttede mig for at søge læge. Vi kom op til sygehuset, hvor til vores store forbløffelse fandt ud af at ingen talte engelsk. En venlig gut der stod i venterummet kunne dog forklare damen som stod i skranken hvad mit problem var. Hun spurgte til mit blå sygesikrings kort, som jeg desværre ikke havde med. Så hvis jeg skulle tale med en læge skulle jeg betale 170 euro, hvilket jeg ikke gad, da de aligevel ikke kunne engelsk. Istedet fandt jeg en sejlklub med pool og sauna, hvor man for 6 euro kunne benytte facilitetterne hele dagen. Så det gjorde jeg, totalt afslapning sammen med Leif. Dagen efter kunne en sygeplejerske fra en anden dansk båd vise mig nogle rygøvelser, og nogle smertestillende piller, hvilket hjalp en smule. Det blev til endnu en dag med afslapning.

Nu ville vi videre igen, og vores mål var Puerto de Vueltas, som ligger på vest siden af øen. En tur på ca. 4-5 timer. Men en hård vind lige i stævnen, gjorde at vi måtte krydse. Strømmen havde vi også imod os, og vinden drejede med rundt om øen, så vi hele turen måtte sejle bide vind. Undervejs ca. 2/3 dele af turen sprang top øjet i genuaen, sejlet måtte bjærges i en fart, og resten af turen gik for motor. Så det endte med at tage 8 timer istedet. Vi var den eneste sejlbåd i havn, en masse små fiskerbåde lå for svaj bag den beskyttende havnemole, hvor 2 mindre færger lå til kaj, samt en støre fiskerbåd, som vi lagde os uden på. Selve by var der ikke meget af, men nogle små butikker ejet af tyske hippier solgte hippi agtige dimser. Stedet her var meget hippi ramt.

Den store fiskerbåd som vi lagde os uden på, holdt en masse små fisk i live i deres dam, som de brugte til at fiske tun med. Jeg medbragte et søkort, samt noget fiskegrej i håb om at kunne få nogle fisketips at vide. Trods vi ikke fattede en dyt af hvad hinanden sagde, fik jeg da at vide at der om aften var store rokker inde bag den store havne mole. Leif og mig blev indviteret på frokost, som bestod af frisk fisk, kartofler og salat. Af en tallerken, og med hjælp fra fingerne spiste vi alle sammen på agter dækket. Fik byttet med et par pakker Prince, til nogle levende små fisk som jeg skulle bruge til aften, når der skulle fiskes rokker.

Mørket var faldet på, en fiskestang blev rigget til med tykt forfang, en stor tre krog, med en lille fisk på. Der gik ikke længe før der var aktivitet omkring min trekrog. Første Rokke var en mindre en på ca. 3-4 kilo, 3 store Rokker mistede jeg efter lange kampe. Men endelig lykkedes det at hive en ca. 60-70 kilo stor Rokke op langs siden af båden. Sådan et monster havde jeg aldrig før fanget, så jeg var totalt happy.

Næste aften forsøgte vi igen, det blev til et enkelt hug, og efter 1 times kamp måtte vi opgive at få den op, havde på fornemmelsen at Rokken havde lagt sig på bunden, og gravet sig ned i sandet, så det var lige som at hive en 150 kg tung beton klods op, hvilket er umuligt.
 

21. - 22. Oktober - Pourto Rico - Pourto Mogan-La Comera

Klokken 11. 00 smed vi trodserne på land, for at sejle til Pourto Morgan, inden vi skulle sejle videre syd om Tenerife, for at anduve San Sabastian på La Comera. Vi sejlede for en let solbrise på en halvvind tæt op langs kysten hvor de små bugter, og klippe huler lå tæt for vore øjne. En smuk og afslapende tur på en halvandens times tid. Vi ankerede op lige uden for havnen i Pourto Morgan, smed dingyen i vandet for at komme i land, en hule i klipperne skulle lige udforskes først, dog uden Bente der stort set er bange for alt. Pourto Mogan er et rigtig hyggeligt sted, hvor vi brugte resten af eftermidagen.

Hev ankeret op klokken 19. 00. Satte store sejl og fuld genua, sejlede stadig for den bekedene solbrise. Aftensmaden bestod af suppe og brød. Da vi var kommet en 2-3 mil ud fra kysten begynde vinden at dreje rundt, vi var nu ude hvor solbrisen ingen efekt har. Vi sejlede et par timer for de skiftende små vinde. Vi havde 75 mil til vores mål, en tur på ca. 17 timer hvis vi kunne holde omkring 6 knob. Leif, Allan, og mig kørte 3 timers turnus, alså 3 timer ved roret, og 6 timer fri. Bente som har det meget svært når vi stikker til søs, holdte vi ude af vagtplannen.

Leif tog den første vagt, og jeg skulle afløse ham klokken 22. 00, så jeg besluttede mig for at ligge mig ned i køjen for at se mig en film på min mini DVD. Leif har ingen erfaring i at sejle med sejl, så det var passende han tog den første tørn, hvor vi troede vi stadig ville være uden for accelerationszonen. En time senere mærkede jeg fra min køje noget ikke var som det skulle være, båden sejlede ikke. Jeg stak hovedet op og så vinden var gået i nord, og vores genua stod i bak. Jeg fik genuen hend i bagbord side, og vi sejlede igen. I løbet af 10 min. øgede vinden fra 3-4 sek. m. til 10-12 sek. m. Allan blev kaldt på dæk, og sammen fik vi rebet storen, og reduceret genuaen til det halve. 10 min efter øgede vinden yderligere til 15 sek. m. Storen blev taget ned, og genuaen reduceret yderligere, og vi høvlede aligevel afsted med 6-7 knob. Ingen tvivl om hvor pludselig og voldsomt accelerations zonen fenomen kan komme bag på folk, også os. Vinden tiltog yderligere til 17-18 sek. m og vindstød af tæt på storm styrke. Vores vagtsystem blev af naturlige oversager sat ud af drift, leif kunne under ingen omstændigheder side alene i cokpittet. Bente lå nede i læ, hun græd og troede hun skulle dø. skal lige siges at Bente mistede sin bror i en drukne ulykke da de var helt små, og da de på turen over bicayen havde hårdt vejr, med bølger på 7-8 meter. hver gang der kom en skæv sø, som kastede skibet rundt hyllede hun op, hvilket til tider var pænt belastende. På nær 2 timer da vi lå i læ af Tenerife, havde vi denne hårde kulling hele turen over til La Comera.

Da vi ankom klokken 14. 00 var vi alle død trætte, skibet lignede i læ noget da havde rullet 360 grader rundt, alt ude i forkøjen var vårdt, da det viste sig den nye forlue ikke holdte tæt. Efter ha fået skyllet alt saltet af skibet, og rydet op i læ, skulle der tøres dyner, madresser og tøj. Avalon lignede mest en sigøjner båd. Og så blev det tid til lidt "morgenmad" og en lille en på øjet.

19. - 20. Oktober - Pourto Rico.

Pourto Rico er nok Grankanarie`s mest turistede by, eller rettere sagt hotel by. For her er ikke andet end store hoteler der rejser sig op fra de stejle skranter på bjergsiderne. Et center der er spækket med små latterlige butikker hvor de sælger badehåndklæder og klip klapper. Resturenter hvor alle tjenerne henvender sig til en på dansk, svensk eller norsk, bevidner om at dette her hul er et yndet mål for de halv blege skandinavere. Godt nok var det rart ved tanken om at skulle møde nogle landsmænd at tale med, for jeg er jo ikke nogen expert i engelsk, og bruger en hel del energi for prøve at fører en samtale på engelsk.
Jeg måtte ud og se lidt på bylivet, i håb om at støde på nogle jævnalderene danskere. Stødte en i 2 søskende fra Ireland, og endte med nogle Hollandere på discotek(Typisk)

Havde egentlig regnet med at det var her jeg skulle fange min livs fisk, nemlig Blue Marlin, eller en stor Tun eller noget andet stort. Men det er ikke sæson for det på det her tidspunkt af året, vandet er for koldt. Syntes nu det er varmt nok, 23 grader er vel rigeligt varmt at bade i. Istedet for havfiskerri, valgte jeg en tur op til en bjergsø, hvor der skulle gå nogle store Karper. Leif og mig blev hentet tidligt om morgenen i en Jeep. Sammen med en anden lystfisker, kørte vi den lange vej op i bjergene, af små snoede bjerg veje. En utrolig smuk tur, hvor vi kom forbi Europas største vulkan kløft. Efter en times kørsel nåede vi frem, en smuk bjergsø, i det mest idyliske område lå for vore føder. Vores fiske guide sørede for at alt det tekniske udstyr, som Karpe fiskegrej er, blev stillet op på den bedst mulige måde. En fjernstyret båd, sejlede vores krog samt forfodring ud på lige det sted hvor han havde forfodret gennem lang tid. Alt så ud til at være perfekt. Vi ventede med alt den toldmodighed hed vi havde i os, men ingen ting skete der. Først 10 minutter før vi skulle hjemad kom hugget, desværre ikke på min stang, men på ham den anden`s stang. Efter en lang kamp kom en 24 kilo stor Karpe på land. Sådan kan det gå, ikke altid heldet er med en. Men alt i alt en dejlig tur, lidt væk fra havet.

På skibsværftet fik vi fat i en smed der kom ombord på Avalon, for at få taget mål til et jernstativ vi skulle ha monteret hen over cokpittet, hvor der blandt andet skal monteres solceller, så vi har lidt extra strøm at gøre godt med, når vi skal sejle over dammen.  Et stykke arbejde der tager en uges tid, så vi kommer desværre tilbage til dette hul igen.


18. - 20. Oktober - Fra Las Palmas til Pourto Rico.

Egentlig var vore plan at sejle fra Las Palmas tidlig onsdag morgen, men kom først ud af havnehullet klokken 11.00. Aften forinden havde vi inviteret gæster over på Avalon, for at sige pænt farvel,det endte med en del sundowner rødvin og pilsner, så klokken blev mange inden vi kom til køjs. Ankeret blev trukket op, storen blev sat, jernhesten kørte, og vi snoede os ud mellem de mange andre ankerliggere. Et højt trut i tågehornet fra Bjørns båd fik vi med på vejen.

Der er små 60 mil til Pourto Rico, en tur vi havde beregnet til ca. 10 timer, så vi havde temmelig travlt, hvis vi skulle nå der til inden det blev mørkt. Det er ikke altid lige fedt at skulle anduve en fremmed havn i mørke. Da vi var kommet ud forbi den store havnemole, og vi dermed havde mere manøvre plads, satte vi den store genua. Vinden havde vi agten ind, 3-4 sekundmeter og en knob medstrøm, vi gik ca. 3-4 knob som var lige i underkanten hvis vi skulle nå vores mål inden det blev mørkt. Jernhesten blev startet, genuan blev rullet ind, og vi gik 6 knob. Vi var godt klar over vi ville få mere vind når vi nåede ned i accelerations zonen. Et færnomen der særligt opstår her på de Canariske øer, pga af de høje stejle bjerge, som danner en slags tunnel effekt på vinden. Når vinden kommer ned mellem 2 øer, bliver den presset sammen og på den måde accelerere den. Til tider kan det være en meget voldsom vindstigning, sommetider 3 gange så meget vind som middelvinden. Ikke særlig langt nede af kysten kunne vi allerede mærke efekten, jernhesten blev slukket, genuaen blev spillet ud, og en præventer på bommen, for ikke pludselig bomning skulle opstå. Vi strøg af sted med 6-7 knob, Leif stod ved roret, han havde jo endnu ikke været ude at sejle med Avalon, men kun oplevet Avalon som flydende sommerhus. Bente fandt symaskinen frem, for at påbegynde arbejdet på et gæsteflag fra Kap Verde, samt få syet en ny lynlås i mine bukser. Jeg selv lå i køjen, for at prøve få lidt søvn. De sidste dage har Leif haft en fæl Bornholmer hoste, som har holdt mig vågen det meste af natten.

Da vi rundede den sydlige spids på Grankanarie faldt vinden igen til styrke 3 sek. samt en vinddrejning, så vi havde den lige imod os. Igen blev Jernhesten startet, og et par timer senere var vi fremme ved Pourto Rico.

14. - 17. Oktober - Las Palmas anden del (Grankanarie)

I dag ankommer Leif, jeg roede ind på stranden for at tage imod ham.Egentlig havde jeg glædet mig til at der skulle komme et nyt ansigt til, med ny energi til båden. Jeg havde hidtil haft hele agterkahytten for mig selv, hvilket var super fedt. Ingen lyde fra andre end mig selv når der skulle soves, eller surer underbuker og andet rod fra andre end mig selv. Men det er slut nu, Leif og mig skal dele kahyt. Det at der lige pludselig er en mere ombord, er svært at vende sig til. En extra person fylder utroligt meget. Ofte går man i vejen for hinanden, og man skal ligepludselig være endnu mere tolorent end hidtil.
Efter Leif er ankommet er min nattesøvn blevet forstyret kraftigt, han snorker og hoster. Er fektisk pænt irreteret over det, dog ikke personligt på ham. Men er godt klar over at jeg må lærer leve med det. Så igen kommer ens tolorense på prøve.

Johan har haft nogle problemer med sit anker grej,  hans båd har de sidste dage drevet, hvilket har medført til et sammenstød med Kirsten båd(Røde Orm) hvor han fik ødelagt sit rulle system til forstaget. Bjørn mente at der lå et tabt anker samt kæde forenden af hans egen anker kæde. Jeg kom på sagen, da jeg har dykker grejet, samt cerfiktet. Fandt doe intet anker eller kæde, anden ind Bjørns eget.
Jeg havde spottet noget ankerkæde oppe på land langs strandpromonaden, liggende sammen med en masse beton afald dagen forinden, lige hvad der skulle bruges for at få Johans båd til at ligge ordenligt igen. Da mørket var brudt frem, og klokken blevet sent listede Johan og mig af sted med den store boltsaks.

Vi var godt klar over vi var (lidt) galt på den, så derfor var vi en smule skeptiske, havne områder her nede er nøjet bevogtet af vagter, lås på broerne til bådene, og kun en vej at komme ind på havneområdet på. Vi fik klippet det stykke af der skulle bruges, slæbt det den lange vej ned til den bro, hvor vores dingy lå, da der lige pludselig kom en vagt. Imens Johan forklarede vi havde fundet kæden i en container, listede jeg væk med boltsaksen så vores historie ikke faldt til jorden pga. af boltsaksen. Vi slap med en kraftig advarsel, efter ha slæbt den godt 25 kilo kæde den lange vej tilbage igen.

Dagen efter ville vi ud og se os lidt omkring i nattelivet, efter en lang dag på stranden med massere af pils, var vi klar. Vi endte på et live musik sted, hvor det den aften stod på heavy metal. Et band fra Tenerife fyred den totalt af, og det samme gjorde Johan og mig. Jeg endte sammen med gutterne fra Tenerife nede i det ene hjørne, hvor der blev drukket Rum og cola på fuld skrue, Alle 80'ernes Heavy navne blev drøftet, og selvfølgelig også Volbeat. Jeg havde tilfældigvis Volbeat T-shirt på den aften, fik dog byttet den med trommeslagerens t-shirts, som var pænt heavy agtig. Da klokken var blevet 07.00,  vendte vi hjem til vores både igen,  godt stive og trætte.

En dag efter ha været i land med Johan,  og vi lige var kommet ud på Avalon igen, fik vi pludselig besøg af tolderene. I alt 6 styk,  hvor 3 af dem gik ombord på Avalon. Den ene gik i gang med at tjekke papir på båden, samt at snakke med skipper om hvor vi havde været sidst osv. Den anden sprang ned i kahytten for at se sig lidt omkring, imens den 3 bare stod og observerede. Da papir samt pas var tjekket, efter 20 minutters tid forlod de båden igen (Puh ha).

14. Oktober - Las Palmas

Las Palmas er hovedstaden på Grankanarie, egentlig skulle man tro der var mange turister her, men de er nede syd på øen.

Jeg finder byen meget spændene, mange gode shoppe muligheder i form af storcenter og små hyggelige side gader hvor man kan købe næsten alt til den halve pris. Den gamle bydel hvor Columbus`s hus står er noget helt specielt. Lange sandstrande med 1000 vis af mennesker, et stykke ude fra stranden ligger der et skjult klippe rev som er et meget godt sted af snorkle på. Kun bølgene som bryder på revet bevidner om at her lurer der farer.

Livet her går med de daglige pligter i form af indkøb, rengøring af båden. Lange gå turer, snorkling og afslapning på stranden, socielt sammenvær med folk fra de mange andre skibe fra resten af verden, hvor beretninger og livet ombord livligt bliver drøftet.

Vi har en del ting vi skal ha ordnet på båden. 3 sejl skal repereres, storsejlet skal ha syet en ny lomme til sejlpinden, som blev revet ud i hårdt vejr oppe i Biscayen. En genua skal laves om så vi kan bruge den som extra sejl på vores kutterstag, ca.  2 meter af underliget skal klippes af for at det kan lade sig gøre. Den anden genua skal ha forstærket barmen. Vores autopilot skal vi os ha udskiftet, den kan ikke styrer når vinden blæser mere end 5-6 sek. m. Og det er er nødvendighed med en selvstyrer når man skal på langfart. Forlugen er utæt, så den skal vi også ha udskiftet, vi har måttet fylde ud med silicone, da vi opdagede vandet fosede ind. Vindbrækker i styrbord side skal ha slået nye ringe i, efter en stor sø rev den fra hinanden. Vores påhængsmotor til Dingyen kan heller ikke starte, så vi har har nok at se til.

Sådan er det, vinden solen og saltvandet er meget hårdt for skibet, hele tiden er der noget der skal ordnes, eller tjekkes. Vi kan først komme herfra onsdag, da vi først kan få vores Genua tilbage tirsdag. Så har vi også været her en uge, og vi trænger til at komme videre på farten igen.

10. Oktober - Gran Kanarie

Idag er jeg saa kommet i land, trengte til et bad. Har erdnu ikke rort mit manglende haar, samt skeg. Kommer nok til at se fedt ud hvis jeg lader det vere de neste par maaneder.
 

5. Oktober - Madeira