Dagbog fra Barsum og Bigum's tur til Nicaragua

Denne dagbog blev skrevet i perioden 9 - 27 januar 2008 mens vi var i Nicaragua. Primært for at holde rede på hvad vi havde lavet hvornår, så underholdningsværdien er måske begrænset.
Anbefalet baggrundsmusik her (3,81 mb) og her (9,57 mb). Flere billeder kan findes på Flickr (De følger fortællingen kronologisk).

Der er beskrivelse af de enkelte billeder ved at holder musen over.

Dag 1 (9. Januar, Afgang fra København)

Afgang fra CPH kl.15.35. Ankom til Chicago kl.18 lokal tid. B måtte ikke komme ind i USA? Paskontrolløren var en neger, med udhængende skidesæk og heftigt gangsterlimb. Han antydede at der var problemer med passet, men efter at have brugt en times tid på at rende i røven af en anden imigrationofficer, fik vi at vide at der absolut intet var galt og at der aldrig havde været det. Godt man ikke havde travlt. Vi tog på motel for at sove og vendte tilbage til lufthavnen kl.4 næste morgen.


Dag 2 (10. Januar, Ankomst til Managua)

Med fly fra Chicago til Houston hvor vi havde 40 min. til at skifte. Desværre var flyet til Houston forsinket en halv time, så vi havde 10 min. til at komme fra den ene terminal til den anden – og lufthavnen var stor, så det blev en frisk løbetur. Flyet fra Houston viste sig dog også at være forsinket en halv time, så vi havde kunnet spare på kræfterne. Ankom til Managua kl.13, tog en taxa lige foran indgangen til lufthavnen. Det viste sig at være dyrt $17, for en tur som vi senere erfarede burde koste max. $5. Blev først kørt til hotel i nærheden af ”Rotonda Bello Horizonte” (En stor rundkørsel med mange spisesteder i nærheden) men vi havde planlagt at bo i”Barrio Martha Quezada”, et kvarter som husede mange billige steder at bo. Så vi insisterede og taxachaufføren kørte os til et hotel (Hotel Morgut) i det ”rigtige” kvarter. Det viste sig dog at være lidt dyrere end vi havde forventet ($40 for værelset), men vi tog det da vi alligevel kun skulle bo der én nat. Efter at havde indlogeret os i et værelse uden vinduer, men beklædt med fint træ (vi kaldte det cigarkassen) drog vi ud for at finde et indkøbscenter som skulle ligge i nærheden. Kvarteret viste sig at være en anelse fattigere end vi havde regnet med, men vi fik at vide, at så længe det var lyst behøvede vi ikke være bekymret for at bevæge os rundt, derefter skulle vi tage taxa. Vi gik længe rundt og ledte efter gader med butikker, men det findes åbenbart ikke i Managua. Det endte med at vi fandt indkøbscenteret hvor vi kiggede på de billige varer – blandt andet sko. Et par kostede ca. 150 kr. også for kendte mærker.

 

Dag 3 (11. Januar, Estelí)

Stod op kl. 6 og tog en ekspresbus til Estelí, det tog 2 timer. Da vi ankom, gik vi til parken og spiste en is, sådan som det var forslået i vores fremragende guidebog – som vi i øvrigt skulle få stor glæde af på hele turen. Tog til ”Busstation nord” for at finde en bus mod ”Miraflor”, men det viste sig vanskeligt at få klar besked om hvilken bus vi skulle tage. Efter at have konsulteret guidebogen, fandt vi ud af at vi kunne tage til UCA’s kontor. Det er en organisation som er dannet af landmænd i området, som primært sørger for deres samarbejde (kooperativ) men også arrangerer ture for turister som ønsker at bo hos bønderne, primitivt men i natursmukke omgivelser. UCA’s kontor var dog flyttet, men da det typisk kun koster $1 at køre taxa inden for bygrænsen, var det ikke den store katastrofe. Vi fandt kontoret og fik arrangeret at bo to forskellige steder i Miraflor, transporten mellem de to steder skulle ske på hesteryg! Tog bussen mod Miraflor kl.15.25 og mødte vores guide (Alex som skulle vise os rundt næste dag) i bussen. Han viste os til Posada la Soñada, hvor vi spiste aftensmad i selskab med 3 amerikanere. Sov køligt i køjesenge.

  





Dag 4 (12. Januar, Miraflor - Posada la Soñada)

Morgenmad kl.7. Derefter spadseretur med Alex til ”Orkidéhaven”, vi så også hans hjem, kaffeforarbejdning og en farm. Red på heste til La Pita, og tog herfra bussen til El Coyolito hvor vi skulle bo. Dejlig hytte med terrasse og udsigt ud over engen. Vores værtinde spurgte om vi ville se ”El Mirador”, jeg svarede ja uden at ane hvad hun talte om. Derefter beordrede hun drengen Jeral til at lede os dertil. Han påtog sig noget modvilligt opgaven og vi gik op af et bjerg mod El Mirador (Udsigtspunktet). Det var hårdt at komme derop og vi forstod hvorfor han ikke havde været vild for at komme af sted. Da der var et par hundrede meter tilbage til toppen, spurgte vi ham om han hellere ville vente dér. Det ville han gerne, og vi ”besteg” selv de sidste stykke. Gik tidligt i seng, da der ikke var meget at lave efter mørkets frembrud (solnedgang kl.18). Fandt en selvlysende larve, og så millioner af stjerner på den kulsorte nattehimmel.

 
 

Dag 5 (13. Januar, Miraflor - El Coyolito)

Stod op klokken 6 for at finde Rio Estelí. Det skulle ifølge vores værtinde tage ca. 35 min. at gå derhen, men det tog halvanden time. Undervejs kom vi i tanke om at vi havde glemt vores vand. Gik ind et sted for at købe noget, men det var ikke muligt. Fik blot et glas vand, som vi ikke viste om var renset eller om det var direkte fra brønden. Tog risikoen og drak det, idet vi ventede at vi nok ville få brug for væske senere – det viste sig at være helt rigtigt. Fandt en flod hvori der var små fisk, fiskede nogen tid uden held. Hvorefter en rytter kom forbi og fortalte os at vi var det forkerte sted, skulle følge denne flod 20 min. før vi mødte den rigtige Rio Estelí. Vi fandt floden, og fangede en cichlide. Gik tilbage kl.12 i den bagende sol og drømte om vand og cola hele vejen. Halvanden time senere var vi tilbage, helt flænsede. Tog bussen tilbage til Estelí kl.16, den var overfyldt med godtfolk og høns. Indlogerede os på Hospedaje Familia $16 for værelse.



Spadserede rundt i Estelí for at finde en restaurant. Hørte nogle børn som sang inde i en gård, og spurgte om vi måtte komme indenfor. Det måtte vi vældig gerne, vi blev taget varmt imod af nogle søde piger i hvide skjorter. Det viste sig at være et kristenmøde. Vi sad og hørte på børnene som optrådte og overvejede hvornår vi kunne tillade os at gå igen. På et tidspunkt bad præsten folk om at byde nyankomne velkommen, og selv om vi havde placeret os allerbagerst var vi blevet spottet. Pludselig blev vi omringet af dusinvis af børn som alle ville give os hånden og byde os ”bienvenidos”, enkelte af dem krammede os endda. Det var mægtig sødt og lidt overvældende. Vi ventede en tid og listede så ud, hvor vi fandt en lille restaurant og lidt aftensmad.





Dag 6 (14. Januar, Managua)

Vi ville videre til regnskoven i syd, nær Costa Ricas grænse, og havde bestemt os for at flyve fra Managua, alternativt kunne man køre i bus eller sejle men det ville tage hhv 9 timer og halvanden dag. Olding værtinden på vores hostel mente at hun havde penge til gode – hvilket var usandt. Hun kunne bare ikke finde ud af at regne Dollar -> Cordoba, men vi gav hende de $5 ekstra for at få fred og forlod etablissementet. Tog en bus til Managua, en almindelig bus med 3 mandssæder. Den blev hurtigt fyldt, men ikke proppet. Stod af ved lufthavnen kl.11 og forsøgte at købe flybillet til San Carlos samme dag. Alt udsolgt. Ventede til kl.13 i håb om afbud, men uden held. Købte i stedet billet til dagen efter kl.13 og tog til Hospedaje El Dorado i Barrio Martha Quezada. Der stod i vores guidebog at værtinden Rosa var en bestemt dame, som ikke lukkede hvem som helst ind. Men at det til gengæld var det sikreste hostel i kvarteret, når man var kommet ind. Det viste sig at holde stik. Vi betalte $20 for et værelse med eget toilet, bad og elektrisk fane (den var dyr i drift blev vi formanet). Samtidig vaskede señora Rosa vores tøj. Tog i indkøbscenteret MetroCentro – som havde flere mærkevarer end det indkøbscenter vi besøgte første gang vi var i Managua. Tog kopi af B’s pas, da guidebogen gjorde opmærksom på at vi ofte kunne blive afkrævet at vise id når vi var nær Costa Ricas grænse. Spiste en dobbelt wopper og blev helt overproppede i sækken, gik i biografen og så ”Heartbreaker kid” (Engelsk med spanske undertekster) – den var sjauw og lige hvad vi trængte til. Sov voldsent kl.22.30.


 

Dag 7 (15. Januar, El Castillio)

Tog taxa til Mamma Delfin. En butik som efter sigende handler med nicaraguansk kunst. Men der var lukket. Taxachaufføren var flink og ventede på os, og insisterede derefter på at køre os et sted hen hvor vi kunne spise morgenmad (uden ekstra betaling). Udmærket morgenmad med frisk kakao og frugtjuice. Spadserede til Metrocentro hvor vi kopierede Gummes pas. Tog en taxa forbi vores hostel og hentede bagagen og derefter til lufthavnen og fløj til San Carlos hvor vi til vores overraskelse landede på en græsplæne på en bakketop.



Tog en taxi til kajen, hvor vi skulle videre med båd mod byen El Castillio. Vi fik at vide at båden ville gå om 30 min. og skyndte os derfor at få noget at spise. Der må dog være sket en misforståelse for 2 timer senere var vi stadig ikke kommet videre og vi begyndte at frygte at vi skulle overnatte i San Carlos, som virkede kedelig, snavset og larmende. Kom dog af sted med en ekspresbåd kl.16.30 og ankom til El Castillio kl.18.15, lidt efter solnedgang. Fandt hurtigt et hostel (Universal). Da vi derefter var ude og lede efter et sted at spise, så vi to kaimaner og en stor skildpadde i floden. Yes! Det skulle blive spændende sted at være. Byen er hyggelig og indbydende og det lader til at der er nogen turister, på trods af det ikke just er let at komme hertil.




Dag 8 (16. Januar, El Castillio - Rio San Cruz)

Stuedrengen tilbød os en kanotur til Rio San Cruz for $30. Vi foreslog $20 og derved blev det. Tog af sted kl.10.00 og padlede opstrøms ca. 45 min. Vi skiftedes til at hjælpe den arme knægt med at padle. Fiskede i floden til kl.14. Undervejs blev vi udsat for 2 tropiske regnskyl og blev gennemblødt fra yderst til inderst, men da solen vendte tilbage blev vi hurtigt tørre. Fangede Machaga og lidt sardinos og så en kaiman. Da vi sejlede hjem gik det nemt med strømmen. Tilbage i El Castillio mødte vi Miguel, som arbejder på en restauration ved anløbspladsen. Han tilbød os en tur til Rio Bartola næste dag. Var oppe og kigge på fortet som i tidligere tider havde beskyttet mod pirater som drog op af floden for at angribe byer længere inde i landet. Selv om alt var på spansk brugte vi en del tid der. Spiste aftensmad hos Miguel og mødte et italiensk par som også skulle med på turen næste dag.




Dag 9 (17. Januar, El Castillio - Indio Maiz)

Afsted kl.7 i to kanoer, nedstrøms mod naturreservatet Indio Maiz og rio Bartola. På vejen stoppede vi ved en kakao plantage, hvor Miguel stjal en kakaofrugt som vi smagte. Der var dog ikke antydningen af kakaosmag, den kommer åbenbart først når kernerne bliver ristede. Ved indregistrering til naturreservatet blev vi forevist en tukan som var blevet beslaglagt fra en lokal. Det viste sig at være vores hostel vært! Vi havde godt bemærket tucanen som sad bundet ude for vores vindue på en pind, og også at politiet havde været forbi dagen før, men havde ikke kædet de to ting sammen. Sejlede op af floden som var utrolig klar, der var flere meters sigt i vandet. Vi fiskede mens italienerne badede. De tog i tilbage mens vi fiskede videre, fangede lidt Machaga og så en masse spændende fisk, blandt andet nogle store cichlider – som dog ikke ville fanges. Blev sejlet tilbage i både, det havde taget timevis at padle op mod strømmen til El Castillio. Spiste på den restaurant hvor vi første aften havde set kaimaner og skildpadder. Nu var der masser af skildpadder som øjensynlig ventede på at gæsterne skulle smide mad ned til dem. Der var ikke noget menukort, så vi måtte selv fortælle hvad vi ville have. Med vores begrænsede spansk inden for det kulinariske, blev det selvsagt ikke en specielt interessant middag.



Dag 10 (18. Januar, El Castillio - Rio San Cruz)

Miguel havde arrangeret at vi kunne tage på fisketur med en af hans venner Pedro. Han forsikrede os om at vi så ville fange mere en hidtil. Vi tog af sted kl.6. Først op af Rio San Juan, hvor vi fangede en del Machaga som vi så jage. Bigum fangede en cichlide som i form mindede om en rødstrubetcichilde men var større og med grålige farver (Moharra). Trollede op og ned af Rio San Cruz hvor vi fangede flere Machaga og en enkelt gylden cichlide. Så mange dyr; abe, odder, mange fugle, kaiman m.m. Tilbage efter 6 timer (betalte Pedro $20 i timen). Om eftermiddagen lejede vi en kano, sejlede ud på midten af San Juan og fiskede i 2,5 time – uden held. Så mange kæmpe tarpoon (Fisk op til 90 kg.).



Dag 11 (19. Januar, Boca De Sábalos)

Det var meningen vi skulle låne Miguels kano, men han havde arrangeret en udflugt og skulle bruge den. Vi tog i stedet tidligt af sted til nabobyen Boca De Sábalos, hvor vi fandt indkvartering et billigt og småusselt sted (Hospedaje Clarissa $4 per person). Byen viste sig at være det kedeligste hul vi endnu havde været i, på trods af at guidebogen sagde at den skulle være mere udviklet end El Castillio. Tog rutebåden kl.10 for at komme til Yaro’s amfibiefarm hvor vi troede vi skulle se opdræt af forskellige padder og krybdyr. Den forretning var dog lukket, nu var der et ressort og vi kunne kun se en plakat af dyrene. Man kunne heldigvis spadsere tilbage til Sábalos, så det gjorde vi. Købte bananer af en gammel mand på en bænk undervejs, som vi forærede til nogle børn. Lånte en kano på hotellet og sejlede op af Rio Sábalos, fik nogle heftige regnbyger men undgik det meste vand ved at sidde under et træ. B fangede en pæn Machaga. Spiste på vores logi om aftenen, billigt (25 kr. for begge inkl. drikkevarer) men ok.



Dag 12 (20. Januar, San Carlos)

Tog ekspresbåden kl. 6 til San Carlos i håb om at få afbudsplads på flyet til Managua en dag før planlagt. Tog en taxa til landingspladsen, men erfarede at der kun går ét fly om søndagen. Opdagede derefter at flyselskabet faktisk havde et kontor i selve San Carlos by og tog derfor en taxa tilbage dertil. Der var dog lukket og vi bankede forgæves på. Vendte tilbage flere gange i løbet af dagen og til sidst lykkedes det. Vi fik konfirmeret vores billetter næste dag. Spadserede rundt i San Carlos som ikke var nær så slem som vi først havde fået indtrykket af. Faktisk en ganske hyggelig by – hvor det endda var muligt at gå på nettet. Vi spiste, var på nettet, så drenge som fangede Moharra med regnorme, og så drengede som spillede fodbold med bare tær’. Vores logi var fint med eget bad, toilet og TV.




Dag 13 (21. Januar, Granada)

Var på markedet, spiste morgenmad og gav resterne til nogle meget taknemmelige skopudserdrenge. Tog flyet til Managua kl.14 og ankom 45 min. senere. Fik en god pris på taxaen fra lufthavnen ($5 hvor vi første gang havde betalt $17 – man bliver klogere). Direkte til busstation (UCA) hvorfra vi tog en bus til Granada. Vi valgte at stå ud i centrum, men efter B var stået ud lukkede chaufføren dørene og Bigum var fanget med tasken hængende ud af bussen. Efter noget råben fik Bigum overbevist chaufføren om at han skulle åbne, selv om denne med tegn og fagter gjorde det klart at bussen var forsinket i forvejen (Noget man åbenbart tager ret seriøst). Bigum slap ud lidt længere nede af gaden og B var færdig af grin. Gik rundt for at finde et værelse. Det var tydeligt at det er en populær turistby, for alle de billige steder var fyldt. Fandt et værelse hos Don Alfredo, en udvandret tysker som har boet i Granada og drevet hostel i 9 år. Meget fint gammelt hus (det 5. ældste i Mellemamerika) som tidligere havde fungeret som guvernørbolig. $50 for et værelse, men så var der også plads til 4. Bagefter var vi ude at se på smukke, hektiske Granada. Om aftenen på bar med levende musik og masser af amerikanere.

 


Dag 14 (22. Januar, Granada)

Gik rundt i Granada. Tog taxa til Lagunen Apoyo – et gammelt vulkankrater som nu havde en stor sø i bunden, fik chaufføren ned på 55 kr. for den ca. 12 km. lange tur. Vi aftalte at han skulle komme tilbage kl.15 (to timere senere) Var inde på et ressort som ville have $6 i adgang, men så kunne man også bade og drikke kaffe(!?). Vi valgte i stedet at gå til den offentlige stand. Sandet var sort da det bestod af vulkanstøv og vandet var dejligt varmt. Vi badede og spiste lidt mad på en lille bar i nærheden. Gik derefter tilbage og ventede på chaufføren som aftalt – han dukkede dog aldrig op, og vi belavede os på en lang tur op af krateret. Men inden længe kom en pickup forbi og chaufføren gjorde tegn til om vi ville med. Vi hoppede op bagpå, hvor der allerede sad en dreng. Han stod af da vi nåede toppen af krateret, mens vi fortsatte til hovedvejen hvor bilen skulle den anden vej – mod Managua. Med stadig 9 km. til Granada begyndte vi at gå, men der gik kun nogle få minutter, så kom der en bus som tog os med og vi kom hurtigt og billigt tilbage. Købte et par kopi musik cd’er. Sad på torvet hvor et par unge piger tilbød os ”kvindeligt selskab”. Det afslog vi dog og gik ud at spise pasta. Drak lidt drinks og prøvede at finde et sted med lidt liv. Det viste sig dog vanskeligt og vi sad blot på en gade med mange restaurationer – men med få mennesker. Gav vores sidste skillinger til en tigger som kaldte sig Rambo (Han havde vistnok været i krig) da Bigum ikke kunne bære tanken om at han skulle gå sulten i seng.




Dag 15 (23. Januar, San Juan Del Sur)

Af sted mod stillehavskysten og byen San Juan Del Sur, som ligger ved floden som vi tidligere havde boet ved og fisket på længere inde i landet. Tog taxa til busstationen hvorfra vi tog en bus til Rivas, herfra tog vi en taxa til San Juan Del Sur $12. To piger skulle med i taxaen, men de blev så oprørte over prisen, at de fortsatte med bussen, vi så dem dog senere i San Juan del sur, så de har nok fundet en billigere rute. Vejen som taxaen kørte af, var ufattelig hullet og dårlig, og det var ikke for meget vi havde givet for den tur. At bilen overlevede, var et under. Vi blev sat af tæt på stranden og fandt hurtigt et logi. Efter en halv times tid dukkede taxachaufføren atter op og ævlede noget om et kamera og nogle penge. Troede først at han ville have penge fordi vi havde filmet undervejs?! Men det viste sig at én (gæt hvem) havde glemt sit videokamera i bilen, og at chaufføren nu ville have findeløn. $10 var billigt sluppet for et videokamera, og begge parter var glade for den handel. Bigum knuste sin storetå på et af de altid ujævne fortove og resten af dagen hang vi ud og spiste is på stranden.




Dag 16 (24. Januar, San Juan Del Sur)

Bestilte tur til skildpaddereservat om aftenen. Hang ud på stranden og drak milkshakes. Mens Bigum sov til middag, gik B ud for at bade og mødte nogle venlige fiskere som viste dagens fangst frem. Spiste aftensmad på en restaurant på standen og tog derefter på turtletur (skildpaddereservat). Guiden sagde at på trods af der kun var 12 km. derhen, så tog det en time at køre – "men det var ikke fordi vejen var meget dårlig, man var bare nødt til at køre lidt langsomt". Det var dog en bess af dimensioner, vejen var et 12 km. langt krater og vi bumlede af sted. Det var dog hele køreturen værd, så mange skildpaddebabyer som kom op af sandet og kæmpede sig ned mod vandet. Var også så heldige at se en Black Pacific Turtle som var kommet op for at lægge æg, det er ikke den skildpadde som typisk besøger stranden og det var ifølge guiden, et meget sjældent syn.







Dag 17 (25. Januar, Masaya)



Tog bus til Masaya kl.7. Vi havde fået at vide at vi ville blive sat af uden for byen og selv skulle gå det sidste stykke. Men øjensynlig kørte buschaufføren en omvej for vores skyld, for vi blev sat af ret tæt på centrum. Vi havde udset os et hostel i guidebogen, men vidste ikke hvor det lå. Det gjorde til gengæld pigen Marvel, som vi mødte foran en butik hun var ved at åbne. Hun gik med os hele vejen, og sagde så farvel og gik tilbage igen?! Mage til hjælpsomhed. Vores logi var nok det mest usle endnu, men der var ikke så mange at vælge imellem i denne by så vi indtog det. Det var nærmest en lade som var blevet lavet om til værelser ved at sætte gipsskillevægge op. De gik ikke op til loftet, så over væggen var der luft og da der ikke var endevæg i ”laden” havde myg osv. fri adgang. Vi havde på intet tidspunkt på turen været særlig plaget af myg, ikke engang i regnskoven. Men her fik vi et par myggestik. Bigum ville gerne se på kunstbutikker, så vi gik på opdagelse i Masaya. Men de var svære at finde og dem vi fandt, var lukkede. Så et frihedskæmpermuseum der dog hurtigt var overstået. Købte en hængekøje til Bigums kommende altan. Fandt taxa som kørte os til Masaya vulkanen, det var hårdt for den lille bil, som selv røg som en lille vulkan. Efter 1,5 time i svovldampe tog vi tilbage til Mayasa – til El Marlecon, en kærlighedssti som ligger ud til byens lagune. Der blev kysset på livet løs af mange kærestepar og vi gik snart videre. På vejen hjem kom vi forbi diskoteket ”Coco Jamboo” som ifølge guidebogen var et af Nicaraguas bedste. Vi besluttede at vende tilbage samme aften. Efter aftensmaden (Pizza Gold!) gik vi på bar og drak liter øl, der var ingen andre (hvide) turister så vi vakte lidt opsigt og blev taget godt imod af de lokale. Derefter på ”Coco Jamboo” hvor der kun var 20 mennesker, prøvede også nabo etablissementet hvor der var lidt flere, men stadig ikke det man forventede af landets bedste. Gik tilbage på diskoteket hvor vi mødte vores venner fra tidligere – og deres dahmer, som vi dansede lidt med. Gik tidligt hjem, i hvert fald efter danske forhold.




Dag 18 (26. Januar, Managua)

Tog bussen til Managua. Indlogerede os atter hos Señora Rosa i Hospedaje El Dorado, hun var dog ikke til stede da vi ankom. Fik det samme værelse som sidst, denne gang til $15 (sidst var det $20) det viste sig dog senere at vi skulle komme til at betale de sidste $5, da Rosa opdagede fejlen.

Tog i indkøbscenter og B købte tøj og sko, spiste aftensmad og gik i biografen og så ”December boys” som dog ikke var den store oplevelse. Tog tilbage til hostel og var lidt matte i betrækket, havde ikke den store energi, men vi bestemte os alligevel for at give det en chance og tage ud og kigge på byens liv - om ikke andet så bare en times tid. Vi tog en taxa hen til et diskotek, vi havde vores sidste penge med ca. 250 kr. og mente at vi nok havde rigeligt, da alt andet i landet jo var superbilligt.

Det viste sig at entre kostede hele 40 kr. per person!!?! Hvilket var noget mere end vi havde regnet med. Vi fik samtidig udleveret et plastickrus i døren - de gad åbenbart ikke vaske op?

Jeg gik i baren og bestilte to øl på flaske (De har fine øl i Nicaragua - Victoria og Toña). Bartenderen sagde med en form for beklagelse i stemmen "De koster altså 5 cordoba stykket" (ca. 1,30 kr - Ja ja, jeg er turist - mon ikke jeg har råd til det). Senere gik jeg atter i baren og bestilte to to øl, igen fik jeg forsigtigt den besked at de altså kostede 5 cordoba stykket?! Noget var ikke som det skulle være, næste gang prøvede jeg i stedet at give ham plastic glassene - og han lyste helt op og sagde "Hvad skulle det være?" denne gang uden nogen form for beklagelse. Det viste sig, alt ALT andet end flaskeøl var gratis, incl. alle typer drinks og fadøl. Det vil sige 8 timers fri bar for 40 kr.... Jeg indså hurtigt at den time vi havde afsat til projektet var alt for lidt - og så kørte det!

Vi var noget nær de eneste turister på diskoteket, og interessen for os var ikke til at overse. Vi blev budt ud og danse. Og vi mødte flere flinke fyre som ville hooke os op med dahmer. Sidst Lenin. Han fik også ondt af os da han så hvor elendigt vi dansede, og fandt nogle dahmer som skulle lære os det. Da det gik for langsomt gik han selv i gang. Vi drak til place lukkede ned, og ærgrede os over at vi ikke havde flere dage vi kunne bruge på place!





Dag 19 (27. Januar, Hjem)

Tog flyet fra Managua kl.13.05, og ankom til Huston ca. 3 timer senere. Her havde vi halvanden time til at komme gennem imigrationskontrollen, hente vores bagage og checke ind på flyet til Chicago. Så snart vi var ude af flyet spurtede vi forbi de øvrige passagerer, det hjalp dog ikke stort. Da vi nåede frem til sluserne som lukker folk ind i det forjættede land, viste det sig at der allerede stod ca. 300 mennesker og at kun et fåtal af skrankerne var åbne. Det ville tage timer at nå igennem. Vi spurgte en ansat om der var en mulighed for at komme hurtigere igennem, men hun slot blot ud med armene og sagde ”I can do nothing”. Da der var en halv time til afgang, havde vi stadig mindst 50 mennesker foran os. Vi prøvede atter at henvende os til en ansat, og denne gang var der bonus. Hun ledte os til en skranke og vi kom hurtigt igennem. Derefter spurtede vi (som sædvanlig) gennem lufthavnen og nåede flyet – det viste sig senere at vores bagage ikke havde været så heldig. Derfra gik turen til Chicago, og videre til København uden problemer.